Fagjargon versus skønlitterært sprog

Efterhånden ser jeg mange slags fagjargon snige sig ind i skønlitteratur.
Teksterne er objektivt set perfekte, men de danner ikke levende billeder i læseren.
Fagtermerne bliver stemningsdræbere.

Nedenfor finder du forenklede eksempler fra udgivne romaner og endnu ikke udgivne manuskripter:

Ved disken stod to borgere og drak øl på grund af alle deres udfordringer. (kommunalt sprog/konsulentbegreber)
Forslag: Ved disken stod to personer og drak øl på grund af alle deres problemer. (alment/litterært sprog)

Hvis din roman har en socialarbejders fortællestemme, er den øverste linje selvfølgelig skøn. Den giver læseren indblik i måden at se samfundet på og benævne det. Det ville også fungere glimrende i satire.

En anden ting, man som skribent skal være vågen over for, er poleret voksensprog, der tager plads i børnekarakterer; en slags politisk korrekthed, som de fleste af os er inficeret med:

Den lille dreng så på den ældre herre med hunden. (voksenblik)
Forslag: Den lille dreng så på den gamle mand med hunden. (barneblik)

Men selv hvis det er den voksne, der har synsvinklen, så husk at mennesker sjældent taler og tænker som en politiker i aktion:

Barnet tog imod bolsjet fra den ældre.
Forslag: Barnet tog imod bolsjet fra den gamle.

Men i replikker må man da alt?
Ja, det er rigtigt.
Replikken skal bare afspejle den, der taler:

De blev eftersat af en patruljevogn, sagde drengen i vidneskranken. (polititerminologi)
Forslag: De blev jagtet af en politibil, sagde drengen i vidneskranken. (lægmandsord)

Hvis du har en betjent til at læse peer review på din tekst, vil du sikkert få ros for korrekt ordbrug på politistationen. Men det er op til dig selv at opdage, at drengen nok ikke ville udtrykke sig sådan.

Læs din tekst højt for dig selv. Så kan du ofte høre, om noget skurrer og piller liv ud af din tekst.