Inkvit er enkelt

Du skal bare bruge siger/sagde han/hun/den/de efter hver replik.

Til gengæld er der krav til replikken.
Man skal kunne mærke på dine replikker, om de bliver hvisket, grædt eller råbt.

• Hvilket sprog karakteriserer dine personer hver især?
  Replikker skal være så sigende, at læseren kan kende karaktererne fra hinanden.
  Gerne så du måske knapt behøver inkvit, hvis kun to taler i scenen. Dette er også et vigtigt greb, hvis du skriver til lyd.
• Hvordan viser de forskellige karakterer følelser?
  Hvordan stråler netop den ene karakters eller den anden karakters replikker af vrede, sorg, nysgerrighed eller anger?
  Det ved kun du. Og hvis du ikke har styr på det, så har din læser heller ikke.

Fortolkende inkvit:
Der er mange grunde til at udbrød de, docerede professoren, hviskede han, lo hun er ved at uddø.
De tygger maden for læseren, fortæller dem, hvordan de skal forstå, det der siges. Samtidig lukker de ned for bredere tolkninger og rigere læsninger af karakterernes psyker og hensigter. De forhindrer tvivl og undren, som kan være guld værd i bl.a. krimier, fordi det holder læseren aktiv i opklaringsarbejdet.

Hvad er det, der sker for læseren, med et fortolkende inkvit?

Jeg har et eksempel:

”Lægen er et fjols, der er raget uklar med de fleste på afdelingen”, forklarede hun.
”Lægen er et fjols, der er raget uklar med de fleste på afdelingen”, sagde hun.

Som du kan se, er replikkerne ens.

• Men den øverste bliver en sandhed, noget læseren bliver tvunget til at stole på.
  Det er en forklaring – lægen er en idiot.
• Den nederste har læseren mulighed for selv at vurdere sandhedsværdien af. Og vores hovedkarakter, der hører replikken, ikke mindst!
  Det er et udsagn, hvor vi ikke får hjælp. Lige som hvis vi havde hørt det i virkeligheden.
  Karakteren, der udtaler det, kan være urimelig eller har måske en skjult dagsorden.

Jeg lærte lektien, da jeg fremsendte en tekst til min skrivelærer, hvor jeg havde gjort mig særligt umage med alle disse inkvitter. Jeg kunne simpelthen ikke finde på flere. Ikke to var ens.
Det var en lang dialogscene med fire personer, og der var meget god subtekst i replikkerne (underliggende, usagte betydninger, der giver spænding i relationerne). Scenen var dynamisk med masser af detaljeret og pudsigt regi (personernes handlinger, omgivelserne, og det der sker uafhængigt af dine karakterer).
Alligevel havde jeg en pinlig fornemmelse. Jeg følte det akavet at læse min tekst, selv om den var så gennemarbejdet. Det lød som en drengebog fa 1950’erne. Jeg både håbede og frygtede, at mit skrivehold ville opdage det og hjælpe mig med at finde ”fejlen”.

Min skrivelærer bad mig erstatte alle mine hoverede hun, nikkede han, brummede de med sagde.

Træls. Men det gik jeg hjem og gjorde. Og så rettede mine tæer sig ud igen. Replikkernes spændstighed fik lov at lyse og virke, og de replikker, der havde dovnet den bag et fortolkende inkvit, kunne jeg nu opdage og bearbejde. Ved gennemlæsningen kunne jeg trække vejret frit igen. Og jeg lærte mine karakterer langt bedre at kende.

NB Vær bevidst om, at dine inkvitter kan manipulere læseren, også i interviews til medier og citater i rapporter.