Mode-fremmedord

Følgende ord og begreber har jeg set i de fleste nye, danske romaner og manuskripter. Ja, de fleste!
Flere af dem i samme fortælling, og nogle gange det samme ord/begreb flere gange på samme side. Der er nærmest opstået en kollektiv forelskelse i dem.

• Episk
• Taktil
• Lakonisk
• Guttural
• Hvid støj
• Kakofoni

… Du kan sikkert komme i tanker om flere.

Det er til gengæld ikke ord, jeg hører til daglig noget sted (bekendte, job, medier). Derfor kommer de let til at virke fremmedgørende og bryde læseflowet – medmindre de står i replikker og indre monolog hos en karakter, de passer til.

Disse fremmedord hører nok mest hjemme i forskellige former for faglitteratur.

Der kan være mere eller mindre bevidste grunde til at bruge dem i skønlitteratur. Måske bejler forfatteren til et ganske særligt segment af læsere. Måske forfatteren er usikker og har brug for at imponere. Eller måske passer det bare til stilen og stemmen.

Men nogle gange bruges ordene forkert, så det får den modsatte effekt. Og hvis ikke læseren opdager det, virker sproget i stedet intimiderende eller upræcist.

Her er et par eksempler

• ”Guttural strubelyd” (dobbeltkonfekt, fordi guttural er noget, der kommer fra struben)
• ”Den hvide støj var øredøvende” (hvid støj udligner/dæmper støj, kan ikke høres)

Brug ord og begreber du og dine karakterer er fortrolige med. Jeg er sikker på, at din læser vil få mere ud af det, du ønsker at få frem.
Keep it simple; tænk på hvor let og vedkommende det er at læse fx Hemingway og Helle Helle.