Konnektorer i fagtekst og skønlitteratur

Konnektorer er de småord, der giver din tekst logik, struktur og får den til at hænge sammen.
Hvis du ikke bruger dem opmærksomt, bliver de misvisende og kan mudre din tekst.

Konnektorer kaldes også forbinderord.

Her er de mest almindelige

  • Og indikerer fx noget supplerende eller ligestillet
  • Men indikerer oftest noget modsætningsfuldt
  • indikerer bl.a. en følge eller noget tidsmæssigt
  • Derfor indikerer tit noget konkluderende eller en forklaring

I faglitteratur
er konnektorer vigtige, og de skal være helt præcise. Især hvis der er en argumentation eller causalitet, der skal lykkes.
Her er nogle eksempler:

for eksempel
desuden
fordi
således
herefter
dog
på trods af
eftersom
desangående
samt
ellers

Fagtekster bliver ofte bundet sammen af tilbagevisninger til noget tidligere nævnt eller henvisninger til noget, der vil blive beskrevet senere:

denne, dette, sidstnævnte, førstnævnte, ovenstående, nedenstående, disse …

Gør dig selv den tjeneste at skrive uden tilbagevisninger.
Du kender dit eget stof så godt, at du risikerer at overse tvetydige tilbagevisninger.
Hvis din læser ikke allerede kender dit emne, er der fare for misforståelser og udmattelse.

I et manuskript har forfatteren tit brug for at kunne bygge om – ikke kun i kapitler og afsnit, men helt ned på sætningsniveau. Det bliver et oprydningshelvede, hvis dine cut/paste-manøvrer pludselig er bundet sammen af helt forkerte konnektorer.

Mange konnektorer, særligt tilbagevisende, kan give et ”skrankepavet” sprog.

I skønlitteratur
skal du spare på konnektorer. Hjernen danner dem nemlig selv og holder sig på den måde aktiv og engageret under læsningen. Konnektorer tager læseren for meget i hånden og kan afsløre, hvad der vil ske, eller at noget ikke holder stik. Læseren bliver doven eller begynder at kede sig og skimme.

Eksempel 1:

Først troede de, at det var farens bil, da det knasede i gruset, de løb hen og rev døren op. Men så gik det op for dem at det var politiet.

Forslag: Gruset knasede i indkørslen. Det var farens bil. De løb til døren, rev den op. Uden for holdt en politibil.

Teksterne er i datid, men de manglende konnektorer i forslaget giver læseren en nutidsfornemmelse, en nærhed. Læseren er lige så uvidende som karaktererne og får et chok på samme tid som dem – i stedet for at blive advaret om, at noget går galt om lidt.

Bonusinfo: Verbet ’troede’ er et ekstra problem i sætningen. Det indikerer, at det følgende, forfatteren skriver, ikke finder sted. Et afsnit indledt med den form for ord, kan blive noget læseren bare skimmer, for at komme til det, der reelt skete (efter ’Men’).

Eksempel 2:

Selv om hun vidste, at hun ikke måtte nævne det, spurgte hun ham alligevel om …

Forslag: Hun vidste, at hun ikke måtte nævne det. Hun sank noget spyt og spurgte ham ligeud.

Alle konnektorerne afslører, hvad der vil ske. Men i forslagets første sætning ved læseren ikke, om karakteren vil sige noget eller ej. Læseren forbliver spændt helt til slutningen af anden sætning, og rystet over, at karakteren faktisk gør det, hun ikke må.

Bonusinfo:
Du kan sikkert se, at der sker noget med klarheden og billeddannelsen i begge forslagene uden konnektorer. Tingene sker i deres naturlige rækkefølge, mindre snakkende og forklarende og mere levende og ligepå.

Rytmen forandrer sig også i begge eksemplernes forslag. Når du fjerner de træge konnektorer øger det spændingen. Én oplysning i hver sætning giver din læser mere ro til hvert enkelt indtryk og trækker pinen eller nydelsen ud. Det har nemlig sjældent noget med hastighed at gøre. Prøv dig frem.

Konnektorer karakteriserer ofte ”Tell”. I eksempel 2, hvor konnektorerne var fjernet, blev det nødvendigt at tilføre ”Show” (hun sank noget spyt) for at strække spændingen hos læseren og lave billeder. Forfatteren presses til at mærke sin karakter bedre. Tekst uden konnektorer tvinger skribenten til mere Show. Leg med det.