Skriveophold på Møllegården

Inspiration kan man finde mange steder, men for de fleste kræver det ro at arbejde med den. På Møllegården kan du skrive, sove og spise i din helt egen rytme. Du står selv for forplejning, og bliver derfor ikke afbrudt af faste spisetider.

Skriveskjulet består af et stort, lyst loft med havudsigt, dobbeltseng, indstillelig stol og hæve/sænke-skrivebord. Der er et lille køkken med kogeplade, køleskab og mikrobølgeovn, en spisekrog, behagelige stole at læse i, eget brusebadeværelse og adgang til den fredelige have.

I tilknytning til skjulet er der to cykler (en herre- og en damemodel med cykeltasker), hvis du skal til stranden eller købe ind. Her er alt fra supermarkeder til gårdbutikker, og på havnen kan du både få frisk fisk og take-away.

Møllegården er fra 1802 og ligger neden for Odden Kirke på Sjællands Odde. Den har udsigt over Sejerøbugten, og fra toppen af grunden kan man skimte Kattegat mellem træerne. Det smalle landstykke får et helt særligt lys fra vandene, som tiltrækker mange slags kunstnere.

Foran gården løber en smal vej, der primært bruges af cyklende og vandrende. Og selv om det er Vandkantsdanmark, går der offentlig transport næsten til gårdspladsen, uanset om du kommer via Jylland eller Sjælland.

Der er soveplads til to personer, så du kan dele skjulet med en læsemakker, eller en der vil ud at opleve Odsherreds varierede natur og kulturliv, mens du skriver. Det er desuden muligt at tilkøbe sparring på dit tekstarbejde.

Vejledning

Skriver du skønlitterært har du mulighed for manuskriptvejledning.
Fagskribenter og journalister kan få sparring på det skrivetekniske.

Om du arbejder på en oversættelse, drama eller PhD – alle skrivende er velkomne.

Læs om priser

Fortæl om dine behov på forhånd, så jeg kan sætte tid af til dit projekt, mens du er her.

Skrivegrupper

Jeg arrangerer gerne en workshop på Møllegården for din skrivegruppe eller for dig og en makker på baggrund af jeres tekster.

Ring eller skriv og hør nærmere.

Se priseksempel

Hvis du har et handikap, vil vi gerne forsøge at hjælpe. Gården er desværre ikke kørestolsvenlig. Der er trapper op til både skrivestuen og skriveskjulet.

Faciliteter

Meddel på forhånd, hvis du ønsker dyne og pude uden dun/fjer. Sengelinned og håndklæder vaskes parfumefrit, og værelset er gjort rent med allergivenlige produkter.

Der må ikke være kæledyr i skriveskjulet, og rygning er kun tilladt udenfor.

Stempelkande til din kaffe.

Parkering mulig på grunden.
Elbil kan oplades til lokal elpristakst.

1 weekend 950 kr i alt
– 1500 kr ved 2 personer.
1-2 nætter (tjek-ind fredag kl. 17, tjek-ud søndag kl 17)

5 hverdage 1500 kr i alt
– 2050 kr ved 2 personer.
Op til 4 nætter (tjek-ind mandag kl. 12, tjek-ud fredag kl 12)

1 uge 2400 kr i alt
– 3500 kr ved 2 personer.
Op til 6 nætter (tjek-ind mandag kl. 12, tjek-ud søndag kl 17)

Brug formularen nedenfor til forespørgsler – også hvis du ønsker længere ophold eller ‘skæve’ uger.

Møllegårdens skriveskjul finder du på Søndervangsvej 4 i Overby – ca. 5 kvarter i bil eller 2½ time med offentlig transport fra København.

Se turistinformation om Odsherred

Bus 561 har stoppested 200 meter fra hoveddøren (Præstestræde). Den kører til færgehavnen (Odden – Århus/Ebeltoft) og til den lokale jernbane (Højby Sj. station) med forbindelser fra Holbæk til resten af landet.

Se rejseplanen for planlægning af din rute

Find en plads i haven og nyd din kaffepause, eller tag skriveblokken med ud.

Møllegården ligger i udkanten af en lille landsby, hvor folk værner om stilheden og tager hensyn til hinanden.

Der er marker omkring det meste af grunden og gå-afstand til venlig badestrand. Husk badetøj, dit strandhåndklæde og nogle gode travesko.