Bias og alvidenhed

• Tillægsord (adjektiver)
• Talemåder (faste vendinger og klichéer)
• Blinde vinkler (forudindtagethed/bias)

kan skabe en ubevidst alvidenhed, der hverken giver dine læsere eller karakterer en chance.
De lukker ned for din læsers fantasi og ’stempler’ personerne. 

Tillægsord

Adjektiver siger mere om dig som forfatter end om dine karakterer eller beskrivelser.
De er sjældent så billedskabende, som du håber. De viser, hvad du selv kan se og mærke.

Pas især på såkaldt tomme tillægsord, hvor hvad som helst kan læses ind:

• Et stort, smukt hus – er det en herregård, patriciervilla eller et lejlighedskompleks fra art deco-perioden?
• Lille, fin nederdel – er det et lårkort pailletskørt eller en knælang barnestørrelse med blomsterapplikationer?
• Vejret var dejligt og udsigten fantastisk – Betyder det brise og sol? Og hvad ser vi ud over, en flod, en by?

Hvad kan så du gøre?
Skab præcise billeder, gå i detaljen, tag dine egne metaforer til hjælp (ikke andres fortærskede).

Udover tillægsord skal du se lige så kritisk på

• lange tillægsformer. De ender på -ende fx smilede overbærende, kom gående. De trækker energi ud af tekst og billeder i stedet for at skabe dynamik og håndgribelighed: Hun smilede, som om hun bar over med det, han gik hen ad markvejen.
• adverbialer. De siger noget om måden, ting sker på, fx sørgmodigt gik han ud ad døren – skriv hellere hvordan ansigtet ser ud og kropsholdningen, så kan læseren selv uddrage, at han er sørgmodig/modløs/udmattet, osv.

Faste vendinger

Skønlitteratur (eller biografi): Jeg havde gemt mig bag sofaen, mens mine forældre råbte og skreg.

En fast talemåde, der gemmer på en hel, billedskabende scene med replikker, kropssprog, osv.
Måske skriger de faktisk ikke, men nøjes med at råbe. Og hvad råber de?

Fagsprog: Den anklagede sad stille og roligt og lyttede til dommen.

Forslag: Den anklagede sad stille, da dommen blev afsagt.

Der er to problemer:

• Retskorrespondenten anvender en slidt og abstrakt kliché: stille og roligt
• Retskorrespondenten udtaler sig om noget, hun umuligt kan vide: lyttede

Det er mere fair og troværdigt, når korrespondenten holder sig på egen banehalvdel og ikke indlejrer egne tolkninger og holdninger i de personer, hun skriver om. Måske havde anklagede tankemylder og galopperende hjerte.

I forslaget siger korrespondenten intet om personens sindstilstand (roligt) eller sansninger (lyttede), men kun noget om, hvad hun reelt kan observere i retssalen.

Forudindtagethed og blinde vinkler

Bliv i karakterens krop og synsvinkel. Følg dens bevidsthed fra sekund til sekund. Hvor meget kan den reelt vide og opfatte? Der er ikke noget så bevægende og spændingsfuldt som en uvis situation for karakteren.

Skønlitteratur Da rytterne nærmede sig, kunne de høre skrig af frygt fra hytten

Her kan læseren ikke få lov at være spændt på om det er frygt, smerte, glæde eller andet, der forårsager skriget. Rytterne kan endnu ikke vide, om det et mord eller en fødsel inde i hytten. På den måde kan tillægget af frygt ”spoile” det, der kommer til at ske i scenen, og fastlåse læserne i en tolkning, så de ikke oplever den rædselsfulde uvished hos rytterne, der ridder mod hytten.

Journalistik Der kommer noget trodsigt i ministerens blik, da hun fortæller om sin mors deportation.

Pas på med at indlæse din egen fornemmelse, følelse eller moral i den person, du interviewer. Kunne det ikke lige så godt være smerte, had, magtesløshed eller sorg, der lå i udtrykket? Måske er det bedre at skrive mørke eller glød eller hvad det er, man som journalist ’objektivt’ ser i den interviewedes øjne.

Lad læseren selv lægge forståelse og fortolkning ind i citater og kropssprog.

OBS Det gælder også i skønlitteratur. Undgå at manipulere din læser.