Overfortælling

Redundans, eller dobbeltkonfekt, kan opstå på mange måder i en tekst. Det kaldes også overfortælling. Du kan have været uopmærksom under skrivningen, eller bange for at læseren ikke vil kunne forstå det, du skriver.

I redigeringsfasen kan du rette din opmærksomhed på fænomenet. Nogle gange kan hele afsnit være overflødige, fordi de har tjent som en slags opvarmning eller overblik for dig. Det er tit svært selv at få øje på. Hvis du har en skrivegruppe, har dine læsere sikkert påpeget, at de godt forstod dit billede i første hug.

Overfortælling sker ofte ifm.

• inkvit (se også særskilt blogindlæg)
• hvor show og tell optræder sammen

I eksemplerne nedenfor kan du se, hvordan der opstår overfortælling, så læseren kan føle sig talt ned til.

INKVIT

Eksempel 1
– Jeg forstår ikke, hvorfor du sammenligner med dengang, vi taler jo ikke om dengang.
– Nej, vi taler ikke om dengang, gentog hun.

Læseren kan godt se, at hun gentager, derfor er det unødvendigt at skrive det.
Brug ’sagde’. Hendes replik bliver straks skarp og ikke bare en dum gentagelse.

Eksempel 2
– SHYYY!, tyssede bibliotekaren højlydt.

Kapitæler, udråbstegn, højlydt – det samme bliver vist tre gange.
Shyyy = tyssede – lyden bliver endda forklaret.

Skær fra og udvælg, når du redigerer din tekst.
Omskriv evt.:
– Shyyy. Bibliotekaren satte pegefingeren for munden.

Eksempel 3
Dine dialoger og beskrivelser viser, hvad der sker mellem de talende.
Du behøver ikke skrive
Han afbrød hende og sagde …
… talte hun videre.

Det gælder også i tankespor; hvis din fortæller/synsvinkel er tydelig for læseren, er det ikke nødvendigt at skrive
… tænkte hun for sig selv.
… sagde han til sig selv.

Det er sjovere, at vide hvad de laver under samtalen, eller hvordan deres minik og gestik er.

SHOW plus TELL

Show og tell siger det samme, men show giver læseren præcise billeder og vækker sandsynligvis større følelser.
Hvis dine billeder er gode nok, behøves tell ikke. Lad det være en målestok for kvaliteten af dine billeder, når du redigerer din tekst.

Nedenfor ser du tre eksempler, hvor jeg ville beholde show (fed skrift) og slette tell.
Prøv at læse sætningerne med fed alene, selvfølgelig med øje for at de indgår i en sammenhæng i en tekst. Sandsynligvis forstår du meningen glimrende uden tell-sætningen.

Bemærk at fortælleren/karakteren bliver alvidende ved at tilføje tell. Forfatteren, der kender slutningen, skinner nemlig igennem og fjerner den uvished, der gør teksten spændende.
Gør dine tell-sætninger til show, ved at lade din karakter observere, erfare og ikke vide på forhånd.
Se forslagene i parenteserne:

• Hun snerpede munden sammen, hun havde ikke mere at sige. (… og forlod stuen)
• Hendes ryg rystede. Hun græd. (… og hun havde hænderne for ansigtet)
• Der var ingen synlige skader, men han var umulig at komme i kontakt med. Han var bevidstløs.
  (Fortælleren kunne lige så godt tro, at personen var død. Læseren må også gerne have denne frygt. Lad en læge eller betjent konstatere bevidstløsheden fx efter at have målt puls.)

HUSK Less er for det meste more – forsøg dig med hvor lidt, der skal til, så dit sprog ikke bliver overlæsset eller din fortælling skåret ud i pap.