Absolutter

Man skal aldrig sige aldrig!

Denne talemåde er der mere sandt i end som så.

Aldrig er en af de mange absolutter i vores sprog – altså noget definitivt, en yderste grænse.

Det kunne også være altid, umuligt, håbløst, perfekt, uendelig, evig …

Eller superlativer som den bedste, det allerhøjeste, dybeste …

Vi kender absolutter fra bl.a. eventyr, religion og politik.

For mange absolutter i en tekst kan give en alvidende stemme og endda skabe en upålidelig fortæller. Absolutter kan virke manipulerende og fastlåsende. De kan også føles løgnagtige, som noget der sikkert ikke kan overholdes, men vil blive brudt eller modbevist før eller siden.

Absolutter kan være med til at skabe dramatik og romantik.

Men doser dem varsomt, for samtidig lukker ordene for overraskende hændelser i fortællingen eller abstraktioner hos læseren. Der ligger nogle garantier i disse ord: Nu bliver det ikke værre eller bedre eller vildere. Ordene har sat en grænse for karakterens muligheder for at forstå og handle. Og for læserens hjerne til at samtænke og forestille sig mulige udgange på historien. De begrænser også dine egne muligheder for at udvikle elementer i fortællingen. Du kan komme til at kede dig i din skrivning.