Men alligevel!
Hvad er der nu galt i at skrive alligevel?
Lad os se på et eksempel:
’Hun kunne se bajonetterne stikke ud af deres geværer, alligevel gik hun frem mod dem.’
I dette alligevel ligger en masse dilemmastof, tankerækker før en beslutning, og noget om din karakters personlighed, psyke og værdier. Hvad løber gennem din karakters hoved og sanser i situationen?
Snyd ikke din læser og dig selv med sådanne overspringsord. De forhindrer din kreativitet i at gå fra tell til show. Her er netop en interessant personlighed, som skal foldes ud i scenen. Og en masse nervepirrende regi. Hvad observerer og tænker karakteren i beslutningsprocessen, som måske kun varer en brøkdel af et sekund, og hvad observerer hun på vej mod soldaterne?
- i sig selv (fx kropslige og følelsesmæssige reaktioner)
- uden for sig selv (fx modstanderens træk og omgivelsernes beskaffenhed)
Læs også blogindlægget ’Umærkeligt’
Bonusinfo
’Alligevel’ er en konnektor (et forbinderord), som du kan læse mere om i blogindlægget om dem.
Det svækker spændingen i din tekst, når forbinderordet fx afslører, at personen gør det modsatte af det, man ville forvente. Din læsers hjerne bliver doven og behøver kun at skimme teksten efter forbinderordet.