Uvished, uvished, uvished

Vi mennesker har det med at planlægge og forsøge at forudse og vurdere; både nuet og de store linjer i livet. Noget af det mest lidelsesfulde for os i svære situationer er uvisheden. I dejlige stunder kan uvisheden være pirrende, man har overskud til overraskelser. Nogle lever højt på uvished, får et kick ud af spontaniteten. Uvished skærper vores årvågenhed og nærvær.

Sådan er det også for din læser.

Og for dine karakterer.

Men som forfatter er du i den usædvanlige situation, at du sidder med nøglen til dine karakterers liv og vilkår.
Du ved for det meste, hvordan det hele ender for dine karakterer, og du kender nogenlunde vejene, de vil forsøge at gå.
Denne viden gør, at din fortælling kan bevæge sig fra A til Z. Men den er også en drillepind under arbejdet. Ofte vil du komme til at afsløre din viden om fremtiden, mens du skriver, og det kan være svært selv at se.

Noget kan du helt teknisk lære at aflure i dit sprog, andet kræver at du har mindst én professionel medlæser, som kan fortælle dig, hvornår de aner, hvad der vil ske – på sætningsplan, afsnitsplan eller på det helt overordnede plan.

Sprog
På tekstplanet er det især konnektorerne, der afslører fremtiden. Særligt den nærmeste, hvilket kan pille drama og spændstighed ud af en hel scene (Læs mere i blogindlægget om konnektorer). Vi skal lide samtidig med din hovedkarakter, overveje og overraskes, både glædeligt og grusomt.

Titler og kapitler
Hvis du har en roman, hvor hovedkarakteren er mistænkt i retssag, dur det ikke, at titlen lyder ’Frikendt’. Læseren skal ikke vide, hvordan den ender. Tænk også over det, hvis du har kapiteloverskrifter eller andre former for inddelinger af dit værk.

Undtagelse: En biografi kunne sagtens hedde ’Frikendt’, fordi det typisk er en offentligt kendt person eller sag, den handler om, og læseren ønsker at kende vejen til frikendelsen, som alle ved fandt sted. Men hovedpersonens kamp i uvisheden vil være et medrivende element for læseren. Arbejd med denne uvished, for at skabe empati, dybere forståelse og indlevelse under læsningen.

Skarp synsvinkel og fortællepunkt
Hvis du skriver din fortælling i nutid, er det særligt vigtigt, at læseren kun kan opleve din karakters nu og fortid, lige som vilkåret er for vores egne tilværelser.
I datidstekster har du større frihed. Din fortæller kan frit afsløre elementer om fremtiden, både den nære og den endelige, fordi der fortælles fra et punkt, hvor karakterens historie er afsluttet.

Læserens ambassadør
Som redaktør skal jeg sikre den gode læseoplevelse. Derfor læser jeg aldrig forfatterens beskrivelser af manuskriptet, før jeg har læst anslaget og nogle kapitler. Jeg kontrollerer, at uvisheden er intakt.