Spørgsmålstegn

Du har sikkert hørt rådet ’spar på udråbstegn’ i skønlitterære tekster, også selv om det er en replik. Jeg er enig. Tegn kan larme i tekster. Sætningerne skal kunne sige det hele selv uden at behøve forstærkninger.
Det gælder også fagtekst. Specialtegn kan virke manipulerende og irriterende, som om forfatteren mistænker læserne for at være tungnemme, eller vil have os til at føle noget bestemt.

Jeg anbefaler, som mange andre undervisere, ligeledes at spare på spørgsmålstegn.

I replikker vil de fleste spørgsmål allerede afsløre sig på grund af spørgeord; hvem, hvad, hvor, hvilken, hvornår, hvordan, hvorfor osv.

1. 1. Hvad laver du, spurgte Ellen.
   2. Hvad laver du, sagde Ellen.

I eksempel 1 vil et spørgsmålstegn være at overgøre teksten, når både spørgeord og inkvit indikerer spørgsmål.
(Inkvit, se blogindlæg herom)
’Spurgte’ kan til nød bruges, når replikken tilhører den, der har synsvinklen, og der derfor er vished om, at karakteren stiller et reelt spørgsmål.

I eksempel 2 er der mere fri fortolkning for både synsvinkelhaver og læser; det kunne være et overrasket udbrud, en subtil bebrejdelse, ægte nysgerrighed, osv.

Når den karakter, som har synsvinklen, mødes af replikker, er det bedst ikke at fortolke dem for læseren med spørgsmålstegn eller spørgende inkvit, men lade dem forblive ’mystiske’ for din karakter, som jo (for det meste) ikke kan læse tanker.
Så bliver vi læsere usikre sammen med din karakter; det er derfor vi læser – for at prøve at forstå andre og se hvad der sker, når vi misforstår hinanden og måske ikke tør tage hul på konflikten, eller får dumme konflikter, som læseren kan spejle sig i.
(Se blogindlæg om uvished)

Replikken kan afstedkomme en indre monolog fuld af spørgsmål for din karakter, fx

Hvorfor sagde Ellen det i den tone? Hvordan kan det være, hun spurgte om det?

Disse spørgsmål kastes ud i hovedet på din læser, som ikke kan svare på dem, og som ikke får mere at vide om dine karakterer eller deres univers.
Spørgsmålene er indholdsløse, de beriger ikke teksten, men kan gøre fantastisk nytte som spørgsmål til forfatteren selv.
Forfatteren skal besvare dem, bruge dem til at give karakteren overvejelser, som afspejler personens psyke, værdisæt, frygt mm, fx

Egon syntes, hun lød vrissen, da hun sagde det; var Ellen mon stadig vred over det med katten, eller var det ham som overfortolkede igen.

Sådan en indre monolog giver os indblik i de ting, dine karakterer går og tumler med.

TIP Lav en søgning på spørgsmålstegn i din tekst: Du vil ofte finde svage passager, du kan arbejde med, og blive klogere på, hvad der rører sig i og imellem dine karakterer.